Nyheder
Co driver søges
Co driver søges, som er frisk på at sidde ved siden af i en Peugeot 106 GTI, bilen er bygget fuldt ud til Gr. E
Der deltages i 2012 i minirally syd turneringen, samt udvalgte sprint løb. Det er derfor afgørende at du har C1 licens og gerne lidt erfaring.
Jeg har de sidste 4 sæsoner kørt klubrally og sprintløb og er derfor ikke super erfaren med tidskontroller osv. Her kommer du ind i billedet. Teamet holder til på fyn, så hvis du bor på øen i midten, eller tæt på, er det også en fordel.
Billeder og info om bilen kan findes her på siden.
MVH
Jesper Nielsen
Kontakt: Jesper@JN-Racing.dk Tlf. 20 58 50 92
JN-Racing til rallysprint
1. Maj var JN-racing til sit første rallysprint, løbet var 1. afdeling af yokohamamesterskabet i Fredericia. I dagens anledning var Christian Mink i højresædet, og det var rart med en erfaren 2. kører, når det nu var første sprint løb. Den lille sorte racer var klar, og Citroen Xantiaen måtte agere service bil, så den var læsset hårdt med regnvejrsdæk, donkraft, værktøj osv. Vel ankommet til servicepladsen og med teknisk kontrol overstået, blev banen set an, og det stod hurtigt klart, at regnvejrsdækkene måtte på. En af de ting, som er anderledes fra klubrally er, at gennemkørsel er tilladt, det gav et godt indtryk af banen og forholdene, da det var temmelig glat pga. regnen.
Vi blev hurtigt enige om, at første heat skulle tages med ro, og der skulle bremses i god tid. Dette blev yderligere bekræftet, da en af konkurrenterne aquaplanede ind i en Hoffmannklods. lige inden vi skulle ud og køre.
Fastspændt i bilen begyndte spændingen i maven at stige, vi holdt i kø frem til start, mens kabineblæseren desperat forsøgte at holde duggen af ruderne. Pludselig var det vores tur og nedtællingen var i gang, rigeligt med hjulspind og afsted var vi.
Der blev lagt forsigtigt ud og bremset i god tid, bilen skulle hel med hjem. Efter første omgang, var de våde forhold set an og bremsepunkteren blev flytte adskillige meter, men stadig forsigtigt og det viste sig, at Kumho regnvejrsdækkene stod rigtigt godt fast. Efter 5 omgange var 1. heat fuldført og vi kunne køre tilbage til service. Bilen kørte godt, så der var ikke så meget at lave for servicemandskabet. Tiden var heller ikke så dårlig, nr. 2 i klassen og midt i feltet generelt.
Til andet heat var der derfor lagt op til, at der skulle køres tættere på grænsen og få en rigtig god tid. Den første halvdel af omgang 1 gik også fint, men da den lille Peugeot skulle trække ud på langsiden var 5. gearet skiftet ud med en høj skrattende lyd, heatet blev kørt færdigt, men alle gearene var mærkelige og ikke til at finde, hvilket var medvirkende faktor til et lille spin i chikanen ved start/mål. Irriterende, når der nu tidligere har været så mange problemer med gearkassen. Endedekslet blev løsnet og den bolt, der skal holde 5. gearet på plads, raslede ud. Det var ikke en reparation, som lige kunne udføres på en regnvåd parkeringsplads i Jylland, så håndklædet måtte kastes i ringen og vi pakkede sammen.
Tilbage hjemme i garagen blev det konstateret, at der ikke var sket skade på gearkassen, ud over lidt småskrammer på bagsiden af det ene tandhjul. Hele gearkassen er blevet inspiceret og forsvarligt samlet med locktight på alle bolte, så nu er den klar til næste race.
Sæsonafslutning med et brag
Efter den første fulde sæson for JN-Racing kan vi konstatere at motorløb kan være både sjovt, udfordrende og frustrerende.
Bilen fik i løbet af vinteren en ny gearkasse, som skulle vise sig at være en stor udfordring. Selve gearingen var en fornøjelse at køre med, og spæret fungerede upåklageligt, MEN nedgearingen og spæret skulle vise sig at være en stor mundfuld for trækakslerne, allerede til JFM2 sprang den første i original dimension. Derefter blev der fabrikeret nye hos en kardanspecialist, men disse kunne heller ikke holde og kostede 2 udgåede løb.
Det var først da den jysk/fynske serie var slut, at børnesygdommene var ude af bilen og vi kunne køre rigtig stærkt. Dette blev bevist til Smederally. Prøve 1, en hurtig skovprøve blev blæst igennem. Men løbet og sæsonen sluttede brat på prøve 3, hvor bagenden slap over en lille bakketop med små 100 km/t, talentet slap op og en afkørsel uundgåelig. Bilen slap nådigt, med en bulet højreside og to bukkede spindler i bagakslen, og ingen personskade, heldigvis.
Vinteren kommer til at gå med at rette bilen ud og lave forbedringer, så vi kan være klar til sæsonen 2009, hvor teamet forventer at deltage i Yokohama Vest serien, samt udvalgte sprint løb.